Otte gange i 14 Superligakampe og fire gange i seks kampe i UEFA Cuppen er de gået fra banen med kun et enkelt point. Ikke godt nok, hvis fynboerne skal gøre sig håb om medaljer.
Brøndby kan dog takke en enkelt mand for at OB’s tvivlsomme Danmarks rekord fik endnu et nøk.
Stephan Andersen har lagt ører til meget hån og latterliggørelse siden han vendte hjem til dansk fodbold sidste vinter. Hans første halvsæson i Brøndby var sandt at sige ikke ret god, men efter sommerferien, har han fundet de rigtige handsker frem.
Mod OB viste den tidligere den tidligere AB-keeper så, hvorfor Brøndby hentede ham tilbage til Superligaen fra Charlton, og hvorfor Morten Olsen med rette kan udtage ham til landsholdssamlingerne.
OB’s spillere gav særligt før pausen den 25-årige målmand noget at se til, men med en fantastisk sans for at placere sig rigtigt i målet, og en god timing i sine indgreb sørgede han for at holde OB fra scoring.
I anden halvleg var OB stadig bedst, men luften var så småt gået af de stribedes angrebsmaskine, hvor særligt kanterne fik for lidt ud af det i de sidste 45 minutter.
Til slut var Brøndby oven i købet ved at løbe med alle tre point, da Kasper Lorentzen fik bolden i mål, men dommer Henning Jensen fik hovedparten af tilskuerens hjerter til at slå igen, da han fløjtede for frispark mod Arek Onyszko.